Socialministeriet siger: ”Det offentlige og mange fagfolk har som regel gode intentioner, når de udtaler sig om, hvad der er bedst for de udsatte grupper, men de glemmer ofte at spørge brugerne selv.”
Vi bruger over 6 mia. om året på de mest udsatte i samfundet. Det er hjemløse, sindslidende, prostituerede, stofmisbrugere, alkoholmisbrugere og de dårligst stillede sindslidende. De udgør skønsmæssigt 125.000 danskere. Af dem er der mindst 350.000 pårørende som f.eks. de 60.000 børn der har en far eller mor der har været indlagt med en alkoholrelateret diagnose.
Den sociale indsats betegner vi som en af verdens bedste. De socialt udsatte ser den ofte som arrogant og kontrollerende – og uden deres medinddragelse.
Vi bliver nødt til at lovgive om, at de mest udsatte skal have indflydelse. Vi bliver nødt til at lovgive om, at borgere i Danmark skal have indflydelse på deres eget liv! Har vi ikke grundloven til det? Og indflydelse på hvad? Vi som socialarbejdere og lovgivere har ingen indflydelse på de mest udsatte grupper. Det har de selv. De kan blive påvirket af os – men det er en helt anden historie.
I værste fald består brugerinddragelse af et årligt møde med personalet, om hvad brugerne vil. Så er de blevet hørt og vi har levet op til gældende lov om brugerinddragelse.
Men hvad er det for en social indsats, der ligger i læ af verdensberømmelsen? Det er de gode intentioners indsats: En indsats styret af fagfolk og det offentlige, der ved hvor skoen trykker – hos andre!
Og de professionelle ved hvor skoen trykker. Vi bruger meget tid på, at diskutere metoder, medicin, pædagogik, puljer, projekter og løntillæg.
Men hvor trykker skoen hos de socialt udsatte?
Vi kan kommunikere os ind i sociale løsninger ved at invitere brugerne med, måske skal de sidde for enden af bordet og sætte dagsordenen for hvordan vi hjælper dem – uden at det blot bliver ved den gode intention og retorikken? Måske kan vi derfra begynde at bevæge os op af rangstigen efter den mesterplads der betyder noget: De udsattes rangstige.
